Elektrikere har nøglerolle i udviklingsprojekt

19. maj 2017

Bornholmerne tager pænt imod ideerne fra EcoGrid 2.0, når teknikere fra Bornholms Energi og Forsyning banker på døren, men det er vigtigt for projektpartnerne at huske, at fleksibelt elforbrug er et systembehov og ikke et kundeønske.

Første fyringssæson under forsknings- og udviklingsprojektet EcoGrid 2.0 er ved at være ovre, og de første observationer og resultater begynder nu at blive offentliggjort. EcoGrid 2.0 handler om at styre eldrevne varmepumper og radiatorer i ca. 1.000 bornholmske hjem. Ved at tænde og slukke for varmeapparaterne i kortere perioder kan elsystemet skabe et fleksibelt elforbrug, der kan matche udsving i produktion fra vindmøller og solceller.

- En vigtig pointe er, at fleksibelt elforbrug er et systembehov og ikke et ønske fra kunderne. Derfor bliver kommunikationen om projektet ekstra svær, siger adjunkt, ph.d. Trine Pallesen fra Institut for Organisation på CBS i København.

Sammen med sin kollega, post.doc Peter Holm Jacobsen har hun identificeret fem typer brugeradfærd i forbindelse med EcoGrid 2.0. CBS har gennemført en række interviews med deltagende bornholmere, der generelt er eksperter i deres eget energiforbrug og særdeles positive overfor at være med - selv om fleksibelt elforbrug er et diffust begreb for de fleste. 

-  Deltagerne er på forskellige måder blevet orienteret om, hvad projektet går ud på, men de færreste har for alvor sat sig ind i det. For os har det været slående hvor vigtig rolle, elektrikerne fra Bornholms Energi og Forsyning har. De har udviklet nogle særlige ord for det involverede udstyr, og når de er ude ved kunderne, oversætter de projektets idé til konkret handling, siger Peter Holm Jacobsen.

CBS-folkene har fulgt elektrikerne Lars Rasmussen og Brian Chabert fra Bornholms Energi og Forsyning ud til de involverede hjem og iagttaget samspillet mellem teknikerne og hr. og fru Kofod. Efterfølgende har CBS interviewet familierne.

En anden virkelighed

Hvis man i dagligdagen arbejder med F&U-projekter med udgangspunkt i en højteknologisk virksomhed, et universitet eller en brancheorganisation, kan man fristes til at tage meget for givet, men virkeligheden kan være en helt anden.

Mange af deltagerne i EcoGrid 2.0 har været med i forgængerprojektet EcoGrid EU, men de har ikke rørt udstyret, siden det blev etableret for 4-5 år siden, så meget er gået i glemmebogen.

- Nogle af deltagerne ejer ikke en computer, så det er Lars og Brian, der har sat de komfort-intervaller, varmeanlæggene skal operere inden for, fortæller Peter Holm Jacobsen.  
- At forstå kunden som en mere kompleks sammenhæng mellem dennes hus, husets varmekilder, husholdningens sammensætning og rutiner, samt lokale vejrforhold mm. er central, hvis vi for alvor skal forstå de udfordringer, som realiseringen af fleksibelt elforbrug står overfor, siger Trine Pallesen.   

Fem typer adfærd

Når forbrugerne forholder sig til deres brug af el, så relaterer de sig det til det nære – altså til deres egen husholdning, til deres varmekilder, deres daglige rutiner samt vind og vejr. CBS har på den baggrund beskrevet fem typer af adfærd, der kan findes blandt EcoGrid-deltagerne:

* Tilpasning: Husholdningens varmeforbrug tilpasses nøje til husholdningens rutiner. Varme er til for at skabe komfort i hjemmet, men forbrugerne er med på at undgå spild af ressourcer. Disse forbrugere bruger en del tid på at tilpasse EcoGrid-udstyret til den ønskede komfort og tilpasser systemet til husholdningens andre varmekilder. Denne type adfærd hænger ofte sammen med nøje overvågning af hjemmets forbrug. Fx aflæses forbruget ofte på daglig, ugentlig eller månedlig basis for at se, om der er udsving. Denne type af adfærd trækker som regel på teknisk viden, der bidrager til at styre og manipulere systemet.

* Spare penge: Nogle deltagere i EcoGrid 2.0 er drevet af at et ønske om at spare penge på elregningen. Hvis man har dette incitament, er man mere villig til at ændre på daglige rutiner og holde øje med strømslugere. Flere forbrugere fortæller, at de har ændret deres daglige rutiner i forhold til deres deltagelse i EcoGrid EU, hvor der typisk var lavere priser på el om natten (med EcoGrid 2.0 er priserne ikke længere er variable). Adfærd i denne gruppe handler mere om tommelfingerregler end teknisk viden om elforbrug.

* Ændrede rutiner – nej tak: Nogle forbrugere vil ikke ændre deres rutiner, blot fordi de deltager i EcoGrid 2.0. De har tilmeldt sig, fordi de er blevet spurgt – og gerne vil bakke op om deres lokale energiselskab. ”Vi spiser altid aftensmad kl. 18”, lyder en rutine, der ikke skal ændres. Nogle af disse forbrugere modsætter sig, når de af elektrikerne gøres opmærksomme på, at varmen afbrydes. EcoGrid 2.0 går netop ud på, at der kan slukkes for deltagernes varmepumper og el-radiatorer i kortere perioder, når elnettet er belastet, så disse kunders deltagelse er koblet til andre motiver. Ofte skal elektrikerne hjælpe ekstra meget, så kunderne i denne gruppe kan forstå, hvad det hele går ud på.

* De teknisk interesserede: For denne gruppe indgår EcoGrid-udstyret som nyt legetøj. Adfærden er eksperimenterende og drevet af nysgerrighed. Det installerede udstyr bliver et middel til at lære om husholdningens adfærd i forhold til forbrug af el i huset. Udstyret er et interessant og gratis gode, som tilmed supporteres gratis. Et eksempel på et eksperiment er sammenligninger af forbrug på forskelligt udstyr, fx når morgenbrødet skal ristes. Disse forbrugere skal udfordres løbende for at fastholde deres interesse.      

* Grøn omstilling: Motiverne i denne type adfærd rækker ud over den enkelte husholdning. Nogle forbrugere ser deltagelse i EcoGrid 2.0 som et middel til at nå et højere mål om grøn og bæredygtig omstilling. Derfor skal der kommunikeres, at forbrugerne gennem deres temperaturintervaller bidrager med den fleksibilitet, der kan føre til mere vedvarende energi.  

- Ofte er der flere typer adfærd i spil i den enkelte husstand, påpeger Trine Pallesen og Peter Holm Jacobsen.

Nært forhold til energiselskabet

Ifølge CBS-forskerne har forskning og demonstrationen gode vilkår på Bornholm. De interviewede personer udviser stor velvillighed i forhold til EcoGrid 2.0 og stiller gerne deres huse til rådighed for det lokale forsyningsselskab.

- Omvendt skaber en sådan velvillighed også udfordringer i forhold til i hvilken grad resultaterne af demonstrationen kan overføres til andre områder, siger Trine Pallesen og nævner, at kunder i de større byer ofte ikke har det samme nære forhold til sit energiselskab.

For EcoGrid 2.0, der løber frem til 2019, anbefaler Trine Pallesen og Peter Holm Jacobsen, at der løbende bliver informeret om, hvad projektet går ud på.

- Forbrugerne har lært noget fra EcoGrid EU, men nu skal de forstå det nye setup, hvor fleksibilitet opnås gennem deres vilje til at lade aggregatorer kontrollere deres varmepumper og elradiatorer. En stor del af formidlingen sker gennem elektrikernes besøg, og det et led, der ikke er så let at få øje på fra Lyngby, København eller Zürich, hvor demonstrationen planlægges. Aggregatorerne skal sammen med de andre partnere i projektet udvikle nogle klare bud på, hvad forbrugerne egentlig får ud af at stille deres varmeforsyning til rådighed for styring, siger Peter Holm Jacobsen.

EcoGrid 2.0, der har Dansk Energi som projektleder, har et budget på knap 100 mio. kr. Halvdelen af beløbet dækkes af Energistyrelsens EUDP-pulje.

Share on Facebook

Flere nyheder

Kontakt

SPØRGSMÅL og besøg i Villa Smart

Pauli Hjorth Hansen (BEOF)
phh@beof.dk
Telefon: 56 930 952 eller 40 283 007

Presse

Jesper Tornbjerg (Dansk Energi)
jto@danskenergi.dk
Telefon: 35 300 470

Nyhedsbrev

Følg med i projektet. Vi opdaterer løbende og spammer ikke. Kun relevant og ny information sendes ud, og man kan altid framelde sig igen.

Tak for din tilmelding. Du hører fra os snarest.

Et eller andet er gået galt. Tjek lige felterne
og prøv eventuelt igen senere